Adresse:

Det Grønlandske hus
Dalgas Avenue 52
8000 Aarhus C
Tlf.: 86 11 02 88
fax: 86 14 69 77
aarhus@glhus.dk

Åbningstider:

mandag til fredag: 08:00 - 17:00
Butikken: 12:00 - 17:00

Lørdag og søndag: Lukket

Det grønlandske hus i århus

Boligsøgning og flytning

Der findes to store boligudbydere i Aarhus, og man kan søge dem begge via Internettet.

www.aarhusbolig.dk:
På denne hjemmeside har de fleste boligselskaber i Aarhus slået sig sammen og lavet en fælles opnotering og venteliste. Der er ventetid på at få en bolig i en almindelig boligforening, så det er en god idé at melde sig ind så hurtigt som muligt.

Medlemskab koster kr. 100 om året.

www.UngdomsboligAarhus.dk:
Her har næsten alle kollegier i Aarhus slået sig sammen og lavet en fælles opnotering og venteliste. Det er gratis at søge værelse.

Ventelisterne eksploderer normalt i slutningen af juli, og det betyder, at det er meget svært at få en bolig i august og september. Det er derfor en fordel at starte en ansøgning så tidligt som muligt. Ventetiden er længst for de lejligheder, der ligger i midtbyen, og kortest for dem, der ligger længst væk fra midtbyen. Men prøv selv at gå ind og se på ventetiderne og på hvor de forskellige kollegier ligger.

Det er vigtigt at du sætter dig godt ind i reglerne (de står alle sammen på Ungdomsbolig Aarhus' hjemmeside). Den ønskede indflytningsdato kan højst være 6 måneder før studiet starter. I betragtning af boligmanglen i august og september er det en fordel at søge indflytning per 1. juli.

Men hvis du gør det, og får en lejlighed fra den 1. juli, skal du jo altså også betale husleje fra den 1. juli. Det gælder om at afveje sine ønsker. Og det er meget, meget vigtigt, at du husker at genansøge hver måned, ellers går ansøgningen simpelthen i stå.

Andre kollegier i Aarhus:
Parkkollegierne ved Aarhus Universitet - kun for studerende ved Aarhus Universitet
Otto Mønsteds Kollegium - fortrinsvis for studerende ved Aarhus Købmandsskole og Handelshøjskolen i Aarhus
Egmont Studentergaard

Du skal være opmærksom på:

  • Om boligen er møbleret eller umøbleret

  • Indskuddets størrelse og hvor høj den månedlige husleje er

  • Om huslejen inkluderer el, vand og varme - eller om du hver måned skal betale ekstra for el, vand og varme

  • Om man kan søge boligsikring til boligen.

    Man kan søge boligsikring, hvis boligen har eget bad og eget køkken.

    Du kan lave en prøveberegning på boligsikring på www.borger.dk

  • Hvor stor boligen er

  • Beliggenhed i forhold til skolen (hvor lang tid tager det at komme i skole? Er det cykelafstand? Er der offentlig transport? Hvad koster et buskort?)


Private boligudbydere:
Ud over boligforeninger og kollegier er der også private, som udlejer boliger. Her er det særlig vigtigt, at der bliver underskrevet en standard lejekontrakt, når du får boligen. 

Der findes svindlere på markedet, og hver sommer er der forsider på de danske aviser om, hvordan folk er blevet narret. Betal aldrig penge under bordet. Lad være med at lave aftaler om at bo "sort". Betal først, når du har fået nøgle til boligen. Skriv aldrig under på en kontrakt, før du eller en ven eller et familiemedlem har set boligen.

Familieboliger:
Kollegielejlighederne i Aarhus er små. Der findes kun nogle ganske få 3-værelses lejligheder, og ingen større end tre værelser. Hvis din familie er større, er I derfor henvist til at søge bolig via boligselskaberne i Aarhus. Der er ventetid på at få en bolig i en almindelig boligforening. Ventetiden er kortest i Gellerupparken og udenfor selve Aarhus by.

Lejlighederne i Gellerupparken er gode og billige, men området har ikke noget godt ry. De grønlandske familier vurderer, at forholdene bliver dårligere og dårligere, og for nogle år siden var der ligefrem en bevægelse i gang blandt grønlandske familier for at flytte væk fra Gellerup.

Mange familie er glade for at bo i Trillegården i Hasle, der er et af de steder, hvor grønlandske studerende kan komme forrest i køen under visse betingelser.
Man søger bolig i Trillegården hos Arbejdernes Andels Boligforening - se her.

Vi anbefaler derfor, at familier søger bolig udenfor selve Aarhus by, i f.eks. Lystrup, Grundfør, Tilst, Mundelstrup og Beder. De små bysamfund minder mere om byerne i Grønland, og det er ofte også lettere at få institutionsplads til børnene osv. Ulempen er den længere transporttid.