Menu

Portræt af færdiguddannede

Vi sætter i vores nyhedsbrev fokus på vores unge, stærke og dygtige tidligere studerende, da vi i Nukigas ånd vil vise de unge mennesker, der har gennemført en uddannelse og som i dag klare sig godt.

TAK til alle de unge mennesker, som ville medvirke i vores portrætter.

Læs alle portrætter herunder:

Aviana Reimer

Ungaaq Kreutzmann

Kristina Aminaq Johansen

Isabella Naasoq Bøttger

Kulunnguaq Petersen

 

Portræt af Aviana Reimer

undefined

 

Aviana Reimer er 28 år. Hun er født og opvokset i Ilulissat, hvor hun i 2012 flyttede til Aarhus for at studere til klinikassistent i tre år, og derefter startede hun efter en uge på overbygningen som tandplejer i yderligere tre år. For en måned siden blev hun færdig. 

”Det er helt vildt underligt, men også en skøn følelse at blive færdig”, fortæller Aviana, der for seks år siden tilfældigt opdager, at hun gerne vil arbejde i en tandklinik.

”Efter gymnasiet i Aasiaat gik der et år, hvor jeg søgte ind på forskellige uddannelser, men så fik jeg et job som medhjælper i en tandklinik i Ilulissat, og pludselig fandt jeg ud af, hvad det var, jeg skulle”, fortæller Aviana.

Hun rejser til Aarhus, hvor hun først tager uddannelsen som klinikassistent, der primært hjælper tandlægerne, mens overbygningen som tandplejer giver hende autorisation til at arbejde selvstændigt.

”Som tandplejer kan man åbne sin egen klinik og blandt andet arbejde med forebyggelse, hygiejne og behandle paradentose, der er en videreudvikling af længere varende tandkødssygdom, der nedbryder den knogle, som tænderne sidder fast i, i kæben”, siger Aviana, der lige nu er i gang med at søge job i Aarhus.

”Jeg vil gerne ud og arbejde i nogle år, også er drømmen at læse videre, så jeg kan overbygge min uddannelse med evt. speciale i tandregulering og bøjler. Der er mange muligheder. Min kæreste arbejder i Ebeltoft, og han skal læse videre efter sommerferien, så lige nu er der ikke planer om at rejse hjem”, fortæller hun.

 

Dårligere løn i Grønland

Uddannelsen som tandplejer i Grønland er en toårige erhvervsuddannelse, hvilket tydeligt afspejles i lønforskellen som tandplejer, der er lavere i Grønland, da det er en professionsbachelor i Danmark.

”Jeg har spurgt den grønlandske chef for grønlandstandplejen, om der er mulighed for at få tillæg, når der er forskel på uddannelsesniveauet, men det er der ikke, og det er for dårligt. Jeg kender flere grønlændere, der tager uddannelsen her i Danmark, og som bliver her på grund af den store lønforskel, og det giver ingen mening, at man ikke gøre noget for at få os hjem”, fortæller Aviana, der understreger, at der går år, før hun vil overveje at flytte hjem til Grønland.

”Det giver i hvert fald ingen mening nu”, siger hun.

 

Man kan selv gøre en forskel

Udover at lønnen er bedre i Danmark, og at hun drømmer om at læse videre her, så er Aviana også faldet godt til i Aarhus, men det har krævet en grænseoverskridende indsats.

”I de første tre år på studiet var jeg stille og tilbageholdende, og det gjorde, at jeg aldrig blev en del af holdet, så jeg tog en beslutning om, at jeg ville prøve at presse mine egne grænser. Jeg begyndte lige så stille at tage kontakt til mine medstuderende, række hånden op i timerne, hvis der var noget, jeg ikke forstod, og det ændrede alt, fortæller hun og uddyber: 

”Jeg hører tit andre grønlændere fortælle, at danskerne kan være indelukkede, og det er svært at trænge ind, så det er nemmere bare at lukke sig inde. Jeg har selv prøvet det, men jeg har også prøvet det modsatte, og det er grænseoverskridende i starten, men man vender sig lige så stille til at sige mere og mere. Jeg har fået gode veninder, som jeg stadig har kontakt med i dag, og de sidste år har jeg glædet mig til at komme i skole hver dag, hvor studierne ikke længere var noget, der bare skulle overstås”, fortæller Aviana.

Hun råder andre grønlandske studerende til at tage springet og blive en del af fællesskabet, for selvom det er svært og hårdt, så er det, det hele værd.

”Jeg har i hvert fald lært, at jeg selv kan gøre en kæmpe forskel”, understreger hun.

Og udover fællesskabet på studiet, så har hun også brugt det grønlandske studenternetværk i Aarhus.

”Det er rart at møde ligesindede, hvor man bliver forstået på en anden måde. Jeg har været til forskellige fællesarrangementer ved Det Grønlandske Hus og Avalak, også har jeg brugt mentor-ordningen ved Det Grønlandske Hus, og jeg har selv været mentor, og det er simpelthen så vigtigt for at falde godt til, så der kommer ro på”, fortæller hun.

Og det har alt sammen givet hende et godt netværk i Aarhus.

”Det gør det selvfølgelig også sværere at flytte hjem, for vi er faldet rigtig godt til i Aarhus, så det er her vi bliver de næste par år”.

 

Portræt af Ungaaq Kretzmann

undefined

 

Ungaaq Kretzmann er 36 år og uddannet fiskeriteknolog. Han arbejder i dag ved Royal Greenland, hvor han har en kontrakt på et år i Maniitsoq. Her står han bag flere projekter, der skal være med til at udvikle fiskeriet i Grønland.

”Vi har blandt andet lige fået et samarbejde med nogle folkeskoler om at få unge mennesker til at komme ud til fabrikkerne og skære fisketunger ud. Torsketunger er en delikatesse i mange lande, og det giver en rigtig god kilopris”, fortæller Ungaaq Kretzmann.

En af hans store ambitioner er at genfinde stoltheden i fiskerifaget i Grønland, og få flere unge mennesker til at se, at fiskeri ikke er noget, man skal være flov over.

”Mine forældres generation og mange generationer før dem, var stolte fiskere, og der er så mange måder, hvorpå man kan udvikle fiskeri, blandt andet ved at udnytte fangsten på den bedst mulige måde og se hvilken værdi, der ligger i alt det, vi frasorterer og smider ud, og det er blandt andet ved at skære torsketunger ud”, forklarer han.

Henover sommeren starter et andet projekt, hvor han er med til at udvikle fiskeolie.

Jeg fik udlevet min drøm

Uddannelsen tager to år, som han vælger at læse på Erhvervsakademi Midtvest i Holstebro, da den, i forhold til den lignende uddannelse i Grønland som procesteknolog i INULI i Narsaq, har adgang til flere virksomhedsbesøg undervejs, og det har været med til at give ham et større indblik i faget.

Han var blandt andet i 10 ugers praktik på Island.

”Fiskeri på Island er så langt mere fremme hvad angår udnyttelse og udvikling indenfor fiskeri, og det betyder rigtig meget for mig, at jeg får lov at se, hvordan de arbejder i andre lande, så jeg kan tage den erfaring med mig”, fortæller Ungaaq Kreutzmann, der blandt andet fik hjælp af Det Grønlandske Hus med praktikken.

”Det Grønlandske Hus har været et sikkerhedsnet for mig, mens jeg studerede, hvor de under hele forløbet har støttet op omkring de ting, som jeg ville, og de hjalp mig med at få udlevet min drøm på Island. På mange måder er grønlandske studerende rigtig heldige, fordi de har mulighed for at få så meget støtte undervejs”, siger han.

Det er her, jeg bliver gammel

Ungaaq Kreutzmann havde allerede en aftale med Royal Greenland, inden han blev færdiguddannet, og han rejste derfor hjem til Grønland efter eksaminerne sidste år.

”Det er her, jeg har mine rødder, og det er her, jeg bliver gammel, men jeg har også en rodløshed, og jeg vil gerne ud i verden og få noget international erfaring, og det vil også gavne Grønland rigtig meget”, understreger han.

Hans kontrakt med Royal Greenland udløber til november, og her drømmer han om at rejse til Canada eller tilbage til Island.

”Jeg drømmer om at udvikle fiskeriet i Grønland, og derfor vil jeg ud i verden, få ideer og gode forbindelser”, siger han.

 

Portræt af Kristina Aminaq Johansen 

 

undefined

Kristina Aminaq Johansen er 26 år, nybagt mor og nyuddannet klinisk diætist. Uddannelsesrejsen har været hård og kringlet, men en lang række tilfældigheder har også gjort, at hun i dag føler, at hun er landet på den helt rigtige hylde

Kristina Aminaq Johansen blev mor for første gang for lille måned siden. Timingen har været helt perfekt i forhold til hendes studie, da hun i januar afleverede sin bachelor små to måneder før termin. I dag kan hun kalde sig professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i Klinisk Diætetik – eller klinisk diætist i daglig tale.

Kristina er halv dansk og halv grønlandsk. Hun er født og opvokset i Tasiilaq og rejste til Sisimiut for at gå på teknisk gymnasium, HTX. Derefter tog hun to sabbatår i Nuuk, hvor hun arbejdede i en børneinstitution og som vikar på en skole, inden hun søgte ind på sygeplejestudiet i Nuuk og på studiet Folkesundhed i Aarhus. Hun kom ind på begge uddannelser, og hun valgte at rejse til Danmark.

”Der var så mange valg og muligheder, og jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville arbejde med sundhed eller indenfor sundhedsvæsnet”, fortæller Kristina, og da hun starter på studiet i Aarhus, er hun stadig fortvivlet.

Det første år boede hun i kollegiet i Det Grønlandske Hus, og en dag falder hun tilfældigt over nogle studiebøger, der fanger hendes interesse. ”En fra kollegiet læste Ernæring og Sundhed, og jeg vidste ikke engang, at det studie fandtes, men det lød præcis som det, jeg gerne ville”, siger hun.

”Jeg havde flere samtaler med mine studievejleder i Det Grønlandske Hus, og vi kom frem til, at jeg egentlig helst ville noget mere praktisk, hvor jeg kunne møde de mennesker, som jeg gerne ville hjælpe”, siger hun og fortsætter:

”Det fylder meget, når man går med tanker om, om man har taget de rigtige valg, og efter et år valgte jeg at springe fra”, fortæller hun.

Hun skifter studie, og med det samme kan hun mærke, at det er det helt rigtige.

Kulturchok

Kristina er halv dansker, så da hun valgte at rejse til Danmark, regnede hun ikke med at få et kulturchok, men pludselig stod hun overfor bl.a. valg af forsikringer, transportlogistisk i en storby, og det hele var nyt og ikke til at overskue.

”Jeg blev meget overrasket over, at jeg fik så stort et kulturchok. Det var virkelig rart, at jeg kunne bo på kollegiet i Det Grønlandske Hus, så jeg kunne have min grønlandske del med mig, for selvom jeg er halv dansk, så var der mange ting, som jeg skulle vende sig til – alene humoren er så anderledes, så det gjorde det hele meget nemmere at have hinanden”, fortæller hun.

Hun har også under sin uddannelse brugt de forskellige kurser og tilbud, der er i Det Grønlandske Hus for grønlandske studerende.

”Det er vigtigt for mig at nævne, at Det Grønlandske Hus har en stor del i, at jeg er blevet færdig med min uddannelse! Jeg stod på et tidspunkt i en svær situation, både med studieskift og med en kæreste der var dødssyg. Det Grønlandske Hus har hjulpet mig igennem de hårde tider, både med at få akut krisepsykologsessioner i forhold til håndteringen af min kærestes sygdom, og bare det at jeg havde mulighed for at bo på kollegiet, hvor der altid var nogen, som jeg kunne få fat på og som lyttede, gjorde en verden til forskel. Jeg kunne ikke have gennemført min uddannelse uden den støtte og medmenneskelighed, som jeg har mødt, og alene hele oplevelse af at blive færdig betyder rigtig meget for mig", siger hun og fortsætter:

"Jeg håber inderligt, at alle andre fremtidige studerende fra Grønland kan få de samme tilbud, som jeg har fået”, fortæller Kristina Aminaq Johansen.

Fokus på børn

Uddannelsen har taget tre-et-halvt år, hvor hun undervejs har været i praktik på Dronning Ingrids Hospital ”Sana”, da hun gerne ville se, hvordan det ville være at arbejde indenfor hendes fag i Grønland.

”Der er kun én klinisk diætist i Grønland, så jobbene hænger ikke ligefrem på træerne, men jeg vil ikke udelukke, at vi engang flytter hjem, hvis muligheden opstår”, fortæller hun.

Der er flere retninger indenfor Ernæring og Sundhed, hvor Kristina har valgt at specialisere sig som klinisk diætist, der giver autorisation til diætbehandling, dvs. at kunne rådgive og vejlede patienter i ernæring som en del af deres behandling. Det kan være alt fra diabetes- til kræftpatienter, og det er netop tanken om at kunne hjælpe mennesker og gøre en forskel, der er Kristinas ønske.

”Min interesse for ernæring er opstået på baggrund af problematikker rent diætetisk hos dem jeg holder allermest af. Jeg stod på den ene side med familiemedlemmer, der har problemer med overvægt og følgesygdomme hertil, og på den anden side med en kæreste med en inflammatorisk tarmsygdom, som resulterede i han kæmpede med underernæring og ikke kunne tage på”, fortæller hun.

Udover praktikken på Grønland, har Kristina været i praktik på en børneafdeling, hvor hun efterfølgende fik et studiejob. Her er det gået op for hende, at hun altid har haft let ved at tale og arbejde med børn.

”Så jeg vil måske prøve at udleve drømmen om at arbejde med børn efter barslen. Jeg er måske også lidt farvet af, at jeg lige har fået en lille en”, smiler hun.

 

Portræt af Isabella Naasoq Bøttger, 25 år. 

undefined

Isabella Naasoq er født og opvokset i Nuuk, hvor hun boede, indtil hun tog på efterskole i Danmark. Herefter valgte hun at blive boede i Danmark, hvor hun startede på gymnasium på Nyborg Kostgymnasium, hvor hun blev student i 2014.

”Jeg valgte at tage min gymnasiale uddannelse i Danmark, da niveauet er højere her, og jeg ville give mig selv de bedste muligheder”, fortæller Isabella Naasoq, der efter gymnasiet tager et sabbatår, hvor hun arbejder som frivillig i en løvefarm i Afrika.

Hun arbejder et par måneder i Danmark, inden hun finder et job i Nuuk, hvor hun arbejder i et halvt år.

”Jeg savnede Grønland, og jeg havde brug for at komme hjem, inden jeg skulle starte på fysioterapeutuddannelsen i Aarhus”, siger Isabella Naasoq, der netop er blevet færdig med sin uddannelse som fysioterapeut efter tre et halvt år på skolebænken.

Fremtidsdrømme

Nu drømmer hun om at finde et arbejde i Danmark, så hun kan tage de nødvendige kurser, der skal til for at specialisere sig indenfor psykiatrien og derigennem arbejde med både kroppen og sindet.

”Jeg vil gerne specialisere mig, og engang få min egen praksis, hvor jeg kan hjælpe folk. Enten med angst og depression eller som klinisk sexolog”, fortæller hun og uddyber.

”Jeg skrev bachelor i, hvordan kræftpatienters seksualitet kan påvirke livskvaliteten, og det er netop de svære emner, som jeg godt kan lide at tage fat om, for der er ikke mange, der ved, at fysioterapeuter sagtens kan hjælpe med mange af de ting, som folk ikke tør spørge deres læge om, og de ting vil jeg gerne i talesætte”.

Hun fortæller blandt andet, hvordan fysioterapeuter kan hjælpe tabulagte problemer som impotens med træning, da problemet kan være fysisk betegnet og ikke psykisk, som mange tror.

Isabella Naasoq har selv kæmpet med angst, hvor hun undervejs har været i tvivl om, hvorvidt hun kunne gennemføre gymnasiet eller sin videregående uddannelse.

”Jeg tog et år af gangen, og derefter indså jeg, at jeg jo godt kunne klare det, og nu er et af mine styrker, at jeg ved, at hvis jeg sætter mig for noget, så gennemfører jeg det, for det handler om at gøre det så godt, som man nu engang kan, også skal det hele nok gå”, siger hun.

Isabella Naasoq vil helst finde et job i Danmark, så hun har bedre muligheder for at specialisere sig, men hun vil ikke udelukke, at hun engang flytter hjem til Grønland.

”Det kommer an på, hvordan mit liv udvikler sig”.  

 

Portræt af Kulunnguaq Petersen, 28 år.

undefined

Kulunnguaq er født i Nuuk, men er opvokset i Aasiaat. Hun flyttede til Aarhus i august 2009 for at studere psykologi.

I starten havde hun tænkt, at det især var børns vilkår, der interesserede hende, fordi børn ikke altid selv har mulighed for at sige til eller fra - og måske især omsorgssvigtede børn. Senere kom hun mere til at interessere sig for de unge voksne, fordi arbejdsprocessen er anderledes med unge voksne end den er med børn. Det har hele tiden været det kliniske, der var i fokus. Det overordnede emne for hendes speciale var ”tilknytning”, mere præcist handlede det om, hvilken indflydelse børns tilknytning til deres forældre har på senere relationer, som f.eks. teenageres evne til danne venskaber.
Kulunnguaq har i studietiden haft god kontakt med Det Grønlandske Hus. Det første år som studerende boede hun på kollegiet i Det Grønlandske Hus. Hun fandt et fællesskab med de andre nye studerende med samme velkendte baggrund, mens hun vænnede sig til sit nye liv, og samtidig var det meget praktisk, at hun f.eks. ikke skulle købe en masse nye møbler straks ved studiestarten. Hun har benyttet Husets uddannelsesvejledere, hvis hun havde spørgsmål eller manglede sparring angående studiemæssige problemer. Det har været trygt og givet overskuelighed, at hun vidste, hvor hun kunne henvende sig.
Da Kulunnguaq havde afsluttet studiet, besluttede hun, at hun ikke ønskede at leve af understøttelse, og hun havde derfor det første år fire jobs samtidig: hun var vikar i Det Grønlandske Hus i Aarhus, hun arbejdede i et ungeprojekt i Aalborg, hun arbejdede med telemarketing, og hun var ansat som mentor i kommunen. Efter det første år blev hun ansat som psykolog i Det Grønlandske Hus. Hun var ansat til at varetage nytilkomne grønlændere i Region Midtjylland med henblik på at styrke deres etablering i Danmark og på at give dem redskaber til håndtering af forskellige vanskeligheder. Hun har også været projektkoordinator et sted for sårbare unge, hvor hun tidligere har været frivillig. Der har især været tale om gruppeaktiviteter og samtaleforløb i grupper, f.eks. på grund af angst eller depression.
Kulunnguaq har nu fået arbejde hos Misi i Nuuk, som er et pædagogisk-psykologisk rådgivningscenter i forhold til børn og unge. Kulunnguaq skal teste børn kognitivt og observere, og så skal hun rådgive forældre, lærere og pædagogisk personale. Det bliver spændende at have en mere rådgivende funktion.
Kulunnguaq har en hjertesag: der sidder en gruppe af grønlændere i Danmark, som har brug for hjælp. Hun vil derfor opfordre personer, der har faglig viden, eller som har ressourcer og overskud, til at hjælpe denne gruppe.